Jolle forsvandt i tågen

20. maj 2005 09:18

Ved frokosttid i går modtog inspektionsskibet VÆDDEREN en anmodning fra politiet i Ilulissat om hjælp til eftersøgning af en Kegnæs-jolle med to personer ombord.

Jollen havde mistet orienteringen i den tætte tåge og var løbet tør for benzin. I et stykke tid drev den rundt, formentligt i området ved Rodebay, nord for Ilulissat. Det skriver Grønlands Kommando på deres hjemmeside.

På et tidspunkt lettede tågen så meget, at de to uheldige sejlere kunne se land, hvorefter de meget fornuftigt valgte at ro ind til kysten. Sejlerne vidste ikke hvor de var havnet, men de var heldigvis i besiddelse af både overlevelsesdragter og en VHF-radio.

Ved hjælp af skibets radiopejler kunne VÆDDEREN aflæse retningen til de savnede. Og i løbet af eftermiddag fik inspektionsskibet bragt de to uheldige sejlere tilbage til Ilulissat.