Jess Svane langer ud efter Jens-Frederik Nielsen: Drøftelser med Danmark er bekymrende

Siumuts Jess Svane kritiserer formanden for naalakkersuisoq efter udtalelser om forhandlinger om en ny selvstyrelov.
Jess Svane (tv.) og Vivian Motzfeldt (th.), formand for Siumut, under valgkampen til Inatsisartut 2025. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
05. maj 2025 07:30

Udtalelser fra formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og den danske statsminister, Mette Frederiksen, er ikke faldet i god jord hos den tidligere naalakkersuisoq, Jess Svane (S).

Den mangeårige siumutter er nemlig utilfreds med, at de to regeringsledere har indledt drøftelser om en ny selvstyrelov. Noget, han finder “bekymrende”.

- Selvstyreloven er ikke et emne, der kan forhandles mellem to lande. Loven udgør det grønlandske folks vilje, som også er de eneste, der kan ændre den, udtaler Jess Svane i en pressemeddelelse.

Udtalelsen kommer i kølvandet på Jens-Frederik Nielsens besøg i Danmark i sidste uge - det første besøg som formand for naalakkersuisut.

På et pressemøde søndag i sidste uge løftede Jens-Frederik Nielsen og Mette Frederiksen sløret for nogle af de ‘interne forhold’, de drøftede. 

Naalakkersuisut ønsker nemlig, at der skal indledes forhandlinger om en ny selvstyrelov. Noget, som den danske statsminister også er klar til.

- Og Danmark har vilje til at investere i det grønlandske samfund, sagde Mette Frederiksen på pressemødet, der blev afholdt på Marienborg.

Opbakning om tilknytning til Danmark?

Men de ‘drøftelser’ er sket uden et demokratisk grundlag, mener Jess Svane.

- En lov af så grundlæggende betydning kan ikke forhandles bag lukkede døre, og processen må ikke føres uden respekt for demokratisk medbestemmelse, udtaler han i pressemeddelelsen.

Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Han hæfter sig særligt ved statsministerens udtalelse om, at Danmark er klar til at investere i det grønlandske samfund.

Noget, han mener skyldes den nuværende geopolitiske situation.

Men det kræver åbenhed, mener Jess Svane. Derfor ønsker at han, at Jens-Frederik Nielsen redegør for drøftelserne over for Inatsisartut.

- Diskussioner og mulige forhandlinger om Grønlands fremtid og selvbestemmelse kan kun foregå i fuld åbenhed og med et klart mandat fra befolkningen.

- Det må forklares med hvilken opbakning, udtalelsen om at styrke tilknytningen til Danmark er fremsat, skriver Jess Svane.

KNR har forelagt kritikken for Jens-Frederik Nielsen, men det har ikke været muligt at få et interview inden deadline.