Jens-Frederik Nielsen: Ingen tvangsflytning i Narsarsuaq
En del af den nye aftale med USA omfatter muligheden for amerikanske militærbaser i Narsarsuaq og Mestervig.
Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), siger dog i et interview med KNR, at der ikke kommer til at være tale om tvangsflytninger, hvis der kommer en base:
- Jeg vil også understrege – og det er vigtigt for mig – at hvis der etableres en militærbase i Narsarsuaq, så er det fastslået, at det ikke må få negative konsekvenser for det samfund, der ligger tæt på basen, eksempelvis Qassiarsuk og andre steder, siger Jens-Frederik Nielsen.
I den nye aftale mellem Grønland, USA og Danmark, som blev underskrevet tirsdag, står der, at USA har tilladelse til at oprette et yderligere forsvarsområde i Narsarsuaq og Mestersvig:
- De Forenede Stater vil få tilladelse til at oprette et yderligere forsvarsområde ved Narsarsuaq og Mestersvig i overensstemmelse med modaliteter (fremgangsmåder, red.) og tekniske detaljer, som skal gensidigt aftales mellem parterne, står der i aftalen.
Derudover nævner aftalen også, at USA har fået tilladelse til at modernisere og udvide Pituffik Space Base.
- Det, der står i aftalen, er, at man i dag ønsker at udvide militærbasen i Pituffik og desuden ønsker at etablere militærbaser i Narsarsuaq og Mestersvig, siger Jens-Frederik Nielsen:
- Det, der adskiller denne aftale fra aftalen fra 1951, er, hvordan og helt præcist på hvilken måde de skal være indrettet, samt andre forhold, som vi som tre lande skal blive enige om.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), siger også, at nye militærbaser skal godkendes af Grønland:
- Hvis der skal etableres en (militærbase, red.), vil vi også blive spurgt. Og hvis den skal ligge i et beboet område, vil grønlænderne naturligvis kræve, at de mennesker, der bor dér, skal kunne blive boende, siger Múte B. Egede.
Bekymring i Narsarsuaq
Der har længe hersket usikkerhed i Narsarsuaq om, hvorvidt der ville komme en amerikanske base i bygden.
Borgerne i bygden har frygtet, at hvis der kommer en amerikansk base, så bliver de nødt til at flytte.
Samtidigt har de flere gange haft besøg af personer fra det amerikanske militær, som har set bygden og landingsbanen an.
- Det helt store spørgsmål er, hvilke krav der vil blive stillet til os, der bor her, hvis amerikanerne opretter en militærbase her. Kravene kan blive så omfattende, at vi i sidste ende bliver nødt til at forlade vores hjem, sagde Storch Lund, der i mange år har arbejdet som mekaniker og leder ved lufthavnen, til KNR i juli.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde under sin tale til FN tirsdag, at USA hurtigt vil gå igang med at bygge 'to store militærbaser' i Grønland.
Jens-Frederik Nielsen slår dog helt fast, at der er ingen, der bliver tvunget til at flytte, hvis der kommer en base.
- Vi kan helt fjerne bestemmelserne om, at mennesker skal flyttes fra deres hjem. Aftalerne mellem os tre lande skal være grundlaget for, at dette kan foregå på en tryg og sikker måde, siger Jens-Frederik Nielsen.