Aleqa: Jeg er ikke stolt over de seneste dages hændelser

OPDATERET: Aleqa Hammond, der efter en sag om misbrug af kreditkort er ekskluderet fra sit parti, bliver i Folketinget.
Foto © : Kopenhagen Fur
23. august 2016 16:20

Den grønlandske folketingspolitiker Aleqa Hammond er færdig som medlem af partiet Siumut. Det var hendes eget valg, fortæller politikeren.

Det sker, efter Aleqa Hammond har været involveret i en sag om misbrug af kreditkort udstedt af Folketinget. Her havde politikeren brugt næsten 13.000 kroner til private formål.

- Forretningsudvalget i Siumut stillede mig et valg mellem frivilligt at trække mig fra min plads i Folketinget og lade suppleanten komme til eller, hvis jeg ikke gjorde det, miste partiets opbakning.

Overfor KNR uddyber hun, hvorfor hun valgte at beholde sin post i Folketinget:

- Jeg er politiker med mange vælgere. Mine vælgere ved, at jeg efter et voldsomt stormvejr blev valgt med et løfte om, at jeg vil arbejde hårdt for at nå mine politiske målsætninger. Og dengang sagde jeg også til befolkningen, at jeg langtfra er fejlfri. Jeg fortsætter på baggrund af, at jeg og folketinget nu anser sagen for overstået. Jeg mener, at jeg har kræfter nok til, at jeg ikke skal give op, men fortsætte, siger hun.

Selv har Aleqa Hammond forklaret, at hun brugte Folketingets kreditkort som en nødløsning, da hendes egne kort var spærret.

Læs også Aleqa Hammond er ekskluderet fra Siumut

Den forklaring faldt efter, at et kontoudtog viste, at kortet var blevet brugt i byggemarkedet Stark og i Brugsen i Nuuk for anseelige beløb.

Folketingskortet skal bruges, når politikerne i embeds medfør for eksempel skal købe flybilletter eller betale for taxi.

Mandag fortalte Folketingets Administration efter et møde, at de tilbageholder pengene i Aleqa Hammonds løn.

Læs også OVERBLIK Samlet overblik over kreditkort-sagen

Set i bakspejlet er Aleqa Hammond langt fra tilfreds med, hvad der er sket.

- Jeg er slet ikke stolt over de sidste dages hændelser. Men der er intet i vejen med min arbejdsmoral, og jeg fortsætter på det grundlag arbejdet i folketinget sammen med mit sekretariat, siger hun til KNR.

Siumuts danske søsterparti, Socialdemokraterne, ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere på, hvilke konsekvenser, det får for Aleqa Hammond, at hun er blevet løsgænger. Det oplyser Henrik Sass Larsen til KNR.

Aleqa Hammonds karriere

Naalakkersuisoq for for udenrigs- og finansanliggender 2007-2009. Naalakkersuisoq for familier og justits 2005-2007.

Formand for Naalakkersuisut 2013-2014

Valgt ind i Folketinget 2015

Næstformand for Grønlandsudvalget 2015

Ekskluderet fra Siumut - bliver løsgænger 2016

 

 

 

 

 

 

 

/Ritzau