Japansk hvalfangst udløser australsk advarsel

24. maj 2005 05:18

Japan risikerer verdensomspændende fordømmelse, hvis de insisterer på at jagte pukkelhvaler.

Så klar er truslen fra den australske premierminister John Howard. Ifølge den australske avis, The Advertiser, har John Howard sendt et advarselsbrev til sin japanske kollega, Junichiro Koizumi.

I brevet afviser han, at den japanske hvalfangst har noget som helst med videnskabelige undersøgelser at gøre. Howard understreger, at japanske hvalfangere skal holde sig ude fra australsk farvand.

De meget lidt diplomatiske ord kommer efter at Japan har luftet planer om at øge jagten på netop pukkelhvaler.

I næste måned holder den Internationale Hvalkommission, IWC, møde i Sydkorea. Her ventes det, at Japan vil forsøge at sløjfe forbuddet mod kommerciel hvalfangst.