Japans kejser Naruhito kronet ved storslået ceremoni

Japans nye kejser, Naruhito, er ved en en ceremoni i kejserpaladset i Tokyo natten til tirsdag grønlandsk tid blevet kronet.
Ved den storstilede ceremoni, hvor kejseren og kejserinden blandt andet optræder i historiske dragter, deltog blandt andre Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. Foto © : Cabinet Office Of Japan/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. oktober 2019 09:44

Dermed har han indtaget den såkaldte Krysantemumtrone, næsten fem måneder efter at han officielt blev indsat.

Han blev indsat, efter at hans far, Akihito, havde valgt at abdicere på grund af skrøbeligt helbred.

Ved den storstilede ceremoni, hvor kejseren og kejserinden blandt andet optræder i historiske dragter, deltog blandt andre Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.

- Jeg erklærer hermed min tronindsættelse både hjemme og udenlands, lød det fra Naruhito i en tale under ceremonien.

Selve ceremonien var - ud over en kort tale fra den nye kejser - holdt i stilhed, der kun blev afbrudt af enkelte trommer.

Foruden det danske kronprinspar deltog omkring 2000 gæster, herunder flere kongelige fra andre lande.

Da den officielle indsættelse var overstået, afsluttede den japanske premierminister, Shinzo Abe, ceremonien med at råbe "Banzai", der på japansk betyder "Længe leve kejseren".

Naruhitos far, den tidligere kejser Akihito, var den første kejser i mere end 200 år, der har abdiceret fra tronen.

Selv om Naruhito overtog tronen i maj, så var indsættelsen altså ikke gennemført, før dagens ceremoni. Han er Japans 126. kejser.

Selv om kejseren ikke har politisk magt i Japan, så spiller kejserfamiliens 2700 år lange historie og kejserfiguren en stor symbolsk rolle.

Derfor har tirsdagens ceremoni enormt stor opmærksomhed i Japan.

Dele af ceremonien er dog blevet udskudt på grund af tyfonen Hagibis, der har hærget dele af Japan i oktober.

Det drejer sig blandt andet om et kongeligt optog gennem Tokyo, der i stedet afvikles 10. november.