Jørn Riel tilbage i fin form

Den store fortæller Jørn Riel er endnu en gang aktuel med en bog med udgangspunkt i Grønland.
Skrevet af Martine Lind Krebs
29. august 2011 12:37

’Den lange rejse’ er fortællingen om drengen Leiv, der forliser ved Grønland og reddes af to inuitbørn. Romanen er en fortsættelse på værket 'Drengen, som ville være menneske', som udkom i tre bind fra 1979 til 80. I det fjerde og sidste bind ankommer drengen Leiv til Vinland.

Bogen er netop udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof. Forlaget genudgiver også Riels hovedværk Sangen for livet - en eskimoisk skabelsesberetning og grønlandsk slægtssaga og alle Riels elskede skrøner.

I øvrigt er den 80-årige forfatter netop vendt hjem efter at have deltaget på den store Nordøstgrønlandsekspedition. Her har han haft fornøjelsen af igen at overnatte i sin gamle køje på Ella Ø, hvor han for 60 år siden var stationsleder.

-    Intet var forandret. Madrassen var som dengang, de samme buler i ryggen. Også den gamle lænestol med et par fjedre, der var gået i stykker, stod der stadig, siger Jørn Riel til Nordjyske.