IWC roser Grønland for hvaltællinger

16. juni 2006 04:20

I dag begynder det årlige møde i den Internationale Hvalfangstkommission, IWC i Caribien.

Forud for mødet har IWC’s Videnskabelige Komite haft lejlighed til at se nærmere på de seneste oplysninger fra Naturinstituttets biologer.

Til dagens udgave af Sermitsiaq oplyser Grønlands delegationsleder, Amalie Jessen, at Naturinstituttets arbejde blev positivt modtaget. Ligesom Leif Fontaines redegørelse for fangsten med kanonharpuner også fik en god modtagelse fra den Videnskabelige Komite. En komite, der ellers mere har for vane at kritisere Grønland for at komme med upræcise oplysninger om bestanden af henholdsvis fin- og vågehvaler.

På årsmødet i Sydkorea sidste år, var kritikken så skarp i tonen, at Grønland frivilligt reducerede finhvalskvoten fra 19 til 10. På den måde lykkedes det samtidig at flytte fokus fra vågehvalskvoten, der forblev uændret på 175.

Grønland er ikke direkte medlem af IWC men indgår som en del af den danske delegation sammen med repræsentanter for Færøerne.