År efter år har IWC kritiseret, at Grønlands tællinger af de store hvaler ikke har været gode nok.
- Næste år er sidste udkald, så det er nu der skal handles, siger nordmanden Arne Bjørge, der er nyvalgt formand for
IWC’s Videnskabelige Komite:
- Jeg tror det er meget presserende, hvis man vil beholde kvoten. Uden nye data, bliver det svært for den videnskabelige komite at anbefale fangst, siger han.
Han mener at Grønland bør kigge på biologernes luftfotos endnu engang og planlægge nye undersøgelser hurtigst muligt, så de kan ligge klar til næste møde i videnskabskomiteen.
Direktør i Fangst- og Fiskeridirektoratet, Amalie Jessen er enig med Arne Bjørge i at hvaltællinger skal prioriteres højere de kommende år.
Hun beskriver kritikken på dette års møde i IWC som den hårdeste siden hun kom med i 1989.
Både nordmændene, japanerne og islændingene har tilbudt Grønland biologisk assistance til undersøgelserne, hvilket glæder Landsstyremedlem Rasmus Frederiksen, der vil prøve at finde fire millioner kroner til undersøgelser.