Israelske kilder: Israel har indledt landoffensiv i Gaza By

Israels militær, IDF, indledte mandag en landoffensiv til besættelse af Gaza By.
Det oplyser unavngivne israelske embedsmænd natten til tirsdag til mediet Axios.
Landoffensiven blev sat i gang, samme dag som USA's udenrigsminister, Marco Rubio, mødtes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og højtstående medlemmer af Netanyahus kabinet.
To israelske embedsmænd, som ikke optræder med navn, siger til Axios, at Rubio har fortalt Netanyahu, at USA's præsident, Donald Trump, støtter landoffensiven.
Han vil gerne have den implementeret hurtigt og ønsker, at den slutter hurtigst muligt, siger embedsmændene.
Det fremgår ikke, om det er de samme embedsmænd, der har oplyst om landoffensiven.
Omfattende angreb
Også Rubio antyder ifølge nyhedsbureauet AP tirsdag morgen, hvor han forlader lufthavnen i den israelske storby Tel Aviv for at rejse til Qatar, at offensiven er begyndt.
- Israelerne er begyndt at gennemføre operationer der (Gaza By, red). Så vi tror, at vi har et meget kort vindue til at indgå en aftale (om våbenhvile, red.). Vi har ikke måneder, men sandsynligvis kun dage eller måske nogle uger tilbage, siger han.
Mandag aften lokal tid udførte det israelske luftvåben omfattende angreb på Gaza By. Kort efter trængte israelske kampvogne ind i byen, rapporterer palæstinensisk presse ifølge Axios.
Natten til tirsdag var Gaza By fortsat under angreb fra luften, oplyste et øjenvidne til AFP.
Samme melding kom fra Mahmud Bassal, som er talsperson for Gazas civilforsvar.
- Bomberne falder fortsat tungt over Gaza By, og antallet af døde og sårede stiger fortsat, sagde Bassal til AFP.
IDF har tidligt tirsdag morgen ikke officielt meddelt, hvorvidt militæret har indledt en landoffensiv i Gaza By.
I maj meldte Netanyahu ud, at Israel har et mål om at kontrollere hele Gaza. I august godkendte IDF en plan, der kortlagde en erobring af Gaza By, og herefter gik de første faser af offensiven i gang.
/ritzau/