Islandske Björk hylder et selvstændigt Grønland

Skrevet af Karsten Sommer
03. maj 2007 16:48

Den verdensberømte islandske sangerinde Björk, udsender på mandag albummet "Volta", hvorpå man blandt andet kan finde sangen "Declare Independence" - som på dansk betyder ”Kræv uafhængighed”.

Den sang fortolker Björk selv som en hyldest til Grønland og Færøerne. I et indlæg på sin officielle webside forklarer sangerinden, at sangen kan tolkes på to måder. På den ene side handler den om at have lyst til at sige til en veninde, der har en forfærdelig kæreste, at hun skal erklære uafhængighed og ikke finde sig i at blive undertrykt.

Den anden tolkning handler om, at Færøerne og Grønland fortsat, i modsætning til Island, er danske kolonier, og at de ifølge Björk ikke kan få lov til at blive selvstændige.

- Vi i Island var koloni af Danmark i næsten 600 år, og det er ikke mere end et halvt århundrede siden at vi løsrev os fra Danmark. Men Danmark har – iflg. Björk, stadig 2 kolonier – Færøerne og Grønland, som prøver at blive selvstændige, men efter at Danmark har fundet ud af at der er olie i undergrunden, vil de ikke slippe dem fri. Hun slutter af med at sige, at sangen på en måde skrevet som en hymne til Grønland.

Udtalelsen kommer fra et interview, Björk lavede med den engelske radiostation XFM i april måned.

Björk har nok ikke hørt om Selvstyrekommission og den slags – men hun har jo et varmt hjerte der banker for Grønland. I 2001 samlede hun således som bekendt omkring 18 grønlandske sangerinder i sit turnekor, og rejste verden rundt med de grønlandske piger.

CDen udkommer først på mandag – så vi må vente på at høre hendes hyldestsang til Grønland nogle dage endnu.