Islandsk genbrug i Qaqortoq

06. juni 2005 17:17

Grønlands Røde Kors nye afdeling i Qaqortoq kan måske være leveringsdygtige i islandske sweatere for tiden. De har nemlig modtaget hel 40 kilo genbrugstøj fra Island. Nærmere bestemt var den glade giver Keflavik Basens egen genbrugsbutik, Thrift Shop.

Her plejer de ellers at donere tøj til Islands Røde Kors, hvis kludene ikke er blevet solgt indenfor en overskuelig tid. Men Islands Røde Kors havde ikke plads, så derfor kontaktede genbrugsbutikken Grønlands Røde Kors for at høre om de var interesserede.

Og det var de. Især i lokalafdelingen i Qaqortoq som lige havde åbnet deres egen genbrugsbutik. Nu forventer Røde Kors’ lokalformand i Qaqortoq, Tove Blidorf, at butikken får en omsætning på et sted mellem 110 og 130.000 kroner i år, takket være den islandske tøjdonation. Genbrugsbutikken i Qaqortoq åbnede den 12 marts i år.