'Islands præsident er et fjols'

Det har vakt opsigt i Island, at de to tidligere danske udenrigsministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann har kritiseret den islandske præsident Ólafur Ragnar Grímsson i forbindelse med folkeafstemningen om tilbagebetalingen af milliardgælden til Storbritannien og Holland.
23. april 2011 13:48

Det har vakt opsigt, at de to eksministre i TV 2 Nws udenrigspolitiske magasin kaldte præsidenten "et fjols" og "en populist".

- Gennemgående er det islandske samfund godt på vej, men det bliver jo ødelagt af den der tossede præsident, lød det blandt andet fra Mogens Lykketoft, som mener, at præsidenten misbruger sine beføjelser.

Kritikken skyldes, at Ólafur Ragnar Grímsson har afvist at sætte sin underskrift på den kontroversielle Icesavelov, som ellers blev vedtaget af Altinget.

I stedet sendte han forslaget om, at den islandske stat skal tilbagebetale et milliardbeløb til Storbritannien og Holland for den gæld, som den islandske internetbanks krak i 2008 medførte, til afstemning hos befolkningen.

Og forrige weekend afviste vælgerne så på ny at godtage regeringens aftale med Storbritannien og Holland om tilbagebetaling af knap 30 mia. kroner til de to lande.

- Det vil jo næsten svare til, at Dronning Margrethe sagde, at den lov kan jeg ikke lide, den vil jeg ikke underskrive, vi må have en folkestemning, tilføjede Mogens Lykketoft.

Også Uffe Ellemann-Jensens karakteristik af den islandske præsident, som netop har været på besøg i Danmark, blev refereret i den islandske nyhedsudsendelse. Det blev blandt andet bemærket, at han kaldte præsidenten for ”populist”.

- Han har gudhjælpemig været ude og rose vælgerne for at stemme nej til det her. Han er - efter min mening - én, der undergraver Islands demokrati og Islands muligheder for en ordentlig placering i verden, sagde Uffe Ellemann-Jensen.

Den islandske præsident, som nyder stor folkelig opbakning, har ikke kommenteret kritikken.