Islamisk Stat tager skylden for knivangreb i London

Det var en kriger fra den militante bevægelse Islamisk Stat, der fredag dræbte to personer med en kniv ved London Bridge i Storbritannien.
Foto © : Luke Poulton/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
01. december 2019 11:48
Versionist Ane-Marie Petersen

Det oplyser IS ifølge Reuters.

Politiet i London har tidligere meldt ud, at det var en 28-årig mand ved navn Usman Khan, der førte kniven under angrebet. Han blev skudt og dræbt af politiet.

Knivoverfaldet kostede to personer livet og fem kom til skade.

Episoden efterforskes som terror af politiet.

LÆS OGSÅ Savilersortoqareersoq politiit misiligummik iperagaaqqanermut malittarisassat misissorniaraat

Den 28-årige mand blev i 2012 kendt skyldig i lovovertrædelser med forbindelse til terrorisme. Seks år senere blev han prøveløsladt.

- Han blev prøveløsladt fra fængslet i december 2018, og nu er et af hovedelementerne i efterforskningen at finde ud af, hvordan han lykkedes med at gennemføre angrebet, sagde lederen af politiets enhed til bekæmpelse af terror natten til lørdag.

Usman Khan, der er britisk statsborger med pakistansk baggrund, blev radikaliseret efter at have studeret propaganda fra netværket al-Qaeda.

Khan var en del af en gruppe militante fra Stoke-on-Trent, som havde forbindelse til andre militante i London og Wales, skriver nyhedsbureauet Reuters.

LÆS OGSÅ Gerningsmand bag knivovergreb i London er død