Isen lukker Nordvestpassagen

Faktisk er der i år så meget is i Arktis, at sejlruten nord om Canada, den såkaldte Nordvestpassage, nærmest er helt lukket af is.
08. september 2014 05:59

Man skal tilbage til 2009 for at finde lige så meget is i Arktis som i år, mens man skal tilbage til perioden før 2006 for at finde en konstant større isudbredelse end i år.

Ifølge en opgørelse fra det canadiske miljøministerium er der lige nu fire-fem gange så meget is i området omkring Western Parry Channel, der er en nøglepassage i hele Nordvestpassagen, som der var i 2010, 2011 og 2012. Samtidig er der markant mere is, end der var i gennemsnit i perioden 1981-2010.

Ismængden gør skibsfarten usikker
Den voldsomme mængde is i Nordvestpassagen viser, hvor usikkert det er at planlægge at sende skibsfarten nord om Canada eller Sibirien for at transportere varer fra Asien til og fra Europa eller Nordamerika. Det er næppe tilfældigt, at flere klimaforskere betegner klimaet som kaotisk.

LÆS OGSÅ Dansk rederi er pionér i de nordlige passager

Der er ingen tvivl om, at isen i Arktis i år er større, end man har set det i mange år. Og ifølge klimaforsker Rasmus Tonboe fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, er der nu også dokumentation for, at mængden af is - hvor man både ser på udbredelsen og isens tykkelse - er stigende.

De seneste 10-15 år er den globale opvarmning ikke øget - det er måske det, vi nu ser en effekt af i Arktis.

LÆS OGSÅ Nordvestpassagen isfri!