Isen i Arktis bliver tyndere

Skrevet af Karsten Sommer
10. oktober 2005 08:28

Isdækket på havet i Arktis har denne sommer været langt under gennemsnittet for fjerde år i træk, skriver canadiske Nunatsiaq News.

Vinterens havis er også blevet mindre og den begynder at smelte tidligere om foråret. Det viser en undersøgelse fra USA’s Sne- og Isdatacenter, NASA og Washington Universitet.

Havisen i Arktis når normalt sit tyndeste stade i september måned efter at have smeltet hele sommeren. Men i september i år har isdækket været det tyndeste siden satellitter begyndte at foretage målinger i 1978.

Henover vinteren sidste år blev det også rapporteret, at havisen ikke er kommet tilbage i samme grad som tidligere. De kolde vintermåneder får normalt isen til at komme tilbage.

Siden 2002 har satellitterne også målt, at isen smelter usædvanligt tidligt i områderne nord for Alaska og Sibirien. Smeltesæsonen begyndte så tidligt som 17 dage før i år i hele Arktis.