Isbjørneunger og mor fredes

28. september 2005 11:22

Isbjørneunger og hunner i følgeskab med unger bliver fredet for jagt fra 15. oktober i år.

Det er en de vigtige ændringer i den nye bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af isbjørne, som det grønlandske landsstyre vedtog forleden.

Der er desuden forbud mod udførsel af isbjørneunger. Fredningsperioden er fortsat 1. juli til 31. august, hvor alle isbjørne – nu også enlige hanner – er fredet. I Illoqqortoormiut og Ammassalik kommune dog fra 1. august til 30. september.

Ifølge bekendtgørelsen er det fra 1. januar ikke nok at have erhvervsjagtbevis. Der skal også en licens til.

En anden vigtig ændring er indførelse af kvoter. Den vil blive fastsat under hensyntagen til internationale aftaler, biologisk rådgivning og efter høring af Fangstrådet. En del af kvoten kan, hvis Landsstyret bestemmer det, reserveres og sælges til trofæjægere.