Isbjørneunge på dumpen

10. oktober 2005 17:24

I Pituffik har der siden fredag nat været en isbjørneunge på dumpen – altså lossepladsen på basen. Stationsleder John Hansen fra politiet oplyser, at isbjørneungen er ca. en meter høj, og at den sandsynligvis er blevet efterladt af sin mor.

Der er blevet set en flok isbjørne nær basen for et par dage siden, og den stammer måske fra den flok.

Isbjørnen er sandsynligvis ikke til fare for nogen, men stationslederen tager for en sikkerheds skyld i disse dage alligevel med skraldemanden ud til dumpen, som ligger ca.2-3 km uden for basen.

- For øjeblikket ved vi ikke hvad vi skal gøre med isbjørneungen. Om den skal jages væk eller om vi bliver nødt til at skyde den, det må vi tale med en dyrlæge og med Hjemmestyret om, siger John Hansen.

- Det er nemlig blevet lidt sværere at beslutte hvad man kan eller bør gøre efter den nye isbjørnebekendtgørelse, der er trådt i kraft 1. oktober 2005.

- For det første bor der ingen fuldtids fangere på Pituffik, og for det andet ved politiet for øjeblikket ikke, hvordan man jager en isbjørneunge væk fra en dump, fortæller stationslederen.