Isbjørne drukner pg.a. klimaændringer

18. december 2005 12:39

Forskere har nu for første gang fundet bevis for at isbjørne drukner fordi klimaændringerne får isen til at smelte. Det skriver den britiske avis The Sunday Times.

Ifølge nye undersøgelser viser det sig, at fire druknede isbjørne flød rundt i havet i det nordlige Alaska i en måned. Og forskerne vurderer, at druknede isbjørne vil forekomme hyppigere i hele det arktiske område som en konsekvens af klimaændringerne.

Forskerne blev chokerede over at opdage, at isbjørnene måtte svømme op til 100 kilometer hen over åbent vand for at finde føde. De tvinges til de lange svømmeture, fordi isflagerne smelter, og derved bliver smallere og driver længere fra hinanden.

Godt nok er isbjørne gode svømmere, men de er vant til at svømme langs kysterne. Deres fangstrejser over åbent vand gør dem sårbare overfor udmattelse, nedkøling eller blive fanget i bølgerne.