INI får lov at føre sag i Højesteret

23. maj 2005 15:20

I dag har boligselskabet INI A/S fået grønt lyst til at føre sagen, der kører mellem boligafdelingen Atertaq i Nuuk og INI helt til højesteret.

Østre Landsret i København fastslog i november sidste år, at lejerne i INI’s boligafdeling Atertaq i Nuuk siden 1998 har betalt for meget i administrationsgebyr. Penge som INI skal betale tilbage til lejerne.

INI’s administrerende direktør, Kenneth H. Jørgensen vurderer, at regningen vil løbe op i ca. halvanden million kroner. Det er et beløb, som selskabet godt vil kunne betale.

Alligevel har INI søgt om lov til at føre sagen videre til Højesteret, og det har procesbevillingsnævnet nu givet INI lov til.

Hvis INI taber sagen kan det nemlig få de øvrige boligafdelinger til også at føre sag mod INI, og så er det lige pludselig et helt andet beløb vi taler om. Kenneth H. Jørgensen vil skyde på, at det i yderste konsekvens kan beløbe sig op i en regning på 80 til 100 hundrede millioner kroner. Det er langt mere end INI’s egenkapital på 42 millioner kroner.

- Det betyder, at enten vil selskabet gå konkurs eller også skal aktionærerne skyde yderligere penge ind i selskabet, siger Kenneth H. Jørgensen.

På generalforsamlingen udtalte en repræsentant for Landsstyret da også, at Landsstyret agter at ansøge Landstinget om en godkendelse til, at der sættes ind, så INI's egenkapital sikres.

Kenneth H. Jørgensen er også fortrøstningsfuld, efter at Landsretten for nyligt har afvist en sag, hvor boligafdelingen 128 i Narsaq havde lagt sag an mod INI. I begrundelsen hedder det, at en boligafdeling ikke kan optræde som part.

- Sagen stiller situationen noget anderledes, for når en boligafdeling ikke kan optræde som part, så betyder det jo, at jeg som direktør må afvise kommende sager, som måtte blive rejst af en afdelingsbestyrelse, siger Kenneth H. Jørgensen.