INI-direktør har sagt op

Det stormombruste boligselskabs direktør, Kenneth T. Hansen, fratræder efter eget ønske sin stilling.
Skrevet af Karsten Sommer
09. marts 2012 10:15

- Jeg har været glad for mit job som har budt på en række spændende arbejdsopgaver, der har berørt mange aspekter af boligområdet i Grønland, siger Kenneth T. Hansen, der glæder sig over at Boligselskabet har indledt en god forandringsproces.

- Men jeg synes, jeg er nået til et tidspunkt, hvor jeg har brug for nye udfordringer i mit liv, siger Kenneth T. Hansen til KNR.

Han fratræder den 31.marts, og ved endnu ikke om han og familien bliver i Grønland, eller finder nyt job i Danmark.

INI A/S´s bestyrelsesformand Erik Nørskov har været glad for samarbejdet med Kenneth T. Hansen.

- Det er derfor med stor beklagelse jeg har modtaget direktørens opsigelse, skriver Erik Nørskov, og fremhæver ligeledes  den forandringsproces, som direktøren har igangsat og som både kunder og lejere vil føle effekten af i de kommende år.

-  Jeg forventer det vil tage to-tre måneder, før vi har fundet den rigtige person til jobbet som ny administrerende direktør for INI, siger Erik J. Nørskov.