Ingen radioaktiv forurening over Grønland

Der er ikke konstateret nogen form for radioaktiv forurening over Grønland efter atomkraftværksulykken i Japan. Meldingen kommer fra Beredskabsstyrelsens Nukleare Beredskab.
Skrevet af Karsten Sommer
23. marts 2011 05:07

 

Beredskabsstyrelsen har netop opstillet tre målestationer i henholdsvis Qaqortoq, Aasiaat og Nuuk, der fremover skal måle radioaktiv stråling i Grønland.
 
- Målestationerne er endnu ikke officielt indviet, men de er i funktion, og vi har netop kunnet konstatere, at de ikke har registreret nogen radioaktiv forurening over Grønland efter atomulykken i Japan, siger chefkonsulent Steen Hoe.
 
At der netop er opsat tre nye målestationer, skyldes en beslutning i den danske regering for flere år siden. Her blev det bestemt, at Beredskabsstyrelsens Nukleare Beredskab fremover også skulle dække Grønland. Og det er den beslutning, der nu resulterer i de tre nye målestationer.
 
- Og der er god mening i at Grønland nu også overvåges for radioaktiv stråling. Der findes A-kraftværker i Canada, og de grønlandske farvande besejles af atomdrevne skibe og U-både. Derfor er det vigtigt, at vi kan holde øje med den radioaktive stråling, også i Grønland, siger Steen Hoe.
 
Partikler fra Fukushimaværket er allerede registreret på Island, og jodpartiklerne forventes ligeledes i dag at ramme fastlandseuropa. Men ifølge Beredskabsstyrelsen er de ikke blevet registreret i Grønland.