Ingen mæslinger her

I Danmark står man i øjeblikket overfor det største mæslingeudbrud i 15 år. 79 danskere har indtil videre været ramt af sygdommen. Og halvdelen af dem har været så syge, at det har ført til hospitalsindlæggelse. Men det er ikke tilfældet her til lands.
Skrevet af Rune Langhoff
14. juni 2011 09:58

Landslægen i Grønland Flemming Stenz oplyser overfor radioavisen, at et lignende mæslingeudbrud ikke er registreret i landet. Han har hverken hørt om udbrud eller modtaget anmeldelser. Han mener, at det skyldes, at der tidligere har været et godt vaccineprogram her til lands, hvor skolerne samarbejdede med sundhedsvæsenet om at give den såkaldte MFR-vaccine.

Mæslinger smitter med rekordfart, og det sender stadig flere danskere under dynen med udslæt og høj feber. Og myndighederne vurderer, at flere nye tilfælde vil følge de kommende måneder, det skriver dagbladet Politiken.

Vi har ingen grund til at antage, at udbruddet er på vej til at klinge af. Derimod ser det ud til, at det bliver ved med at brede sig, siger overlæge på Statens Serum Institut Steffen Glismann.

Siden 1987 er alle børn blevet tilbudt en gratis vaccination, som blandt andet dækker mæslinger. Når smitten alligevel breder sig, skyldes det, at omkring hver tiende barn ikke vaccineres.

- Det betyder, at der, som årene går, ophobes et større antal, som er modtagelige for sygdommen. Det er en udvikling, som vi har advaret om, og set i det lys, er det ikke overraskende, at vi nu oplever et udbrud, siger overlæge Steffen Glismann.