Indsats mod de unge biltyve

08. oktober 2005 13:43

De mange biltyverier i Nuuk med helt unge og børn i førersædet har nu fået Nuuk Kommune til at starte en intensiv forebyggelsesindsats.

Den går ud på at få kontakt til forældrene til de 10-15 børn og unge, det drejer sig om.

I den forgangne uge har kommunens miljøarbejdere været på hjemmebesøg hos de børn, der var involveret i sidste weekends biltyverier.

Torsdag aften holdt kommunen et forældremøde, hvor forebyggelsesafdelingen og familievejlederne var til stede.

På mødet blev det besluttet at oprette forældregrupper, hvor forældrene kan tale sammen om de fælles problemer, de har og forhåbentligt være med til at forebygge at lignende ting sker i fremtiden.

Desuden blev forældrene tilknyttet en telefonkæde, så de hurtigt kan komme i kontakt med hinanden, hvis der skulle opstå problemer.

Foreløbigt er syv familier gået med i ordningen.

- Forældrene har svært ved at tackle deres barn alene, og derfor vil de gerne gå sammen i det her nbetværk, siger leder af miljøarbejderkorpset i Nuuk, Jakob Fencker-Noahsen.

Den intensive indsats er rettet mod de børn, der har været mest aktive inden for biltyverierne. Men der bliver også holdt øje med medløberne.

Forældrene og kommunens repræsentanter mødes igen i begyndelsen af november, for at evaluere den indsats, der nu er sat i gang.

Siden sidste lørdag er der i Nuuk anmeldt 10 biltyverier, oplyser politiet i Nuuk.