Indonesien ramt af nyt jordskælv

Java i Indonesien er blevet ramt af endnu et jordskælv.
Sidste måneds jordskælv på den indonesiske hovedø, Java, dræbte mindst 330 personer. Foto © : Aditya Aji/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
03. december 2022 15:28

Indonesien blev lørdag ramt af et nyt jordskælv. Det skete mindre end to uger efter at et andet jordskælv dræbte mindst 330 personer i landet.

Lørdagens jordskælv ramte - ligesom det dødelige skælv 21. november - på den indonesiske hovedø, Java. Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der overvåger jordskælv på verdensplan.

Skælvet havde en beregnet styrke på 5,7 og ramte i 112 kilometers dybde.

Det var dermed cirka lige så kraftigt som skælvet i sidste måned. Det ramte til gengæld også langt dybere. Jordskælvet 21. november var relativt overfladisk med en dybde på omkring 10 kilometer.

Der var lørdag ikke meldinger om kvæstede eller ødelæggelser.