Indlandsis vil smelte i raketfart

Danske isforskere vækker nu international opsigt ved at dokumentere, at den grønlandske indlandsis smeltede hurtigere i forhistoriens varmeperioder, end man hidtil har troet. Det skriver Berlingske Tidende.
18. september 2009 06:28

For mellem 9.000 og 6.000 år siden var Jorden i en ret varm periode, viser forskellige former for målinger fra den nordlige halvkugle.

Men ganske overraskende har videnskaben ikke været i stand til også at påvise opvarmningen i iskerner, der er boret ud af den grønlandske indlandsis. Før nu.

-Vi kan nu med sikkerhed sige, at for 8.000 år siden var der faktisk to-tre grader varmere end i dag, og det var de to-tre grader, der skabte en ret omfattende afsmeltning, lyder det fra forskerne.

Forskningsresultat antyder, at en arktisk temperaturstigning på to-tre grader kan få den grønlandske indlandsis til fremover at smelte hurtigere end hidtil antaget.

Derfor mener klimaeksperterne, at verden netop bør bestræbe sig på at holde den globale temperaturstigning på under to grader i resten af århundredet, især for at undgå dramatisk afsmeltning fra Grønland.

To-graders målet kan blive en central del af den globale klimaaftale, som ventes underskrevet i København i december.