IMAK kan genkende kritik af Folkeskolen

21. maj 2006 16:41

IMAK, lærernes forening, giver direktøren for Grønlands Arbejdsgiverforening ret i, at alt for mange elever fra Folkeskolen har alt for ringe kundskaber.

Støtten kommer fra IMAKs formand, Sivso Dorph.

- Jeg er langt hen ad vejen enig med Ole Rud i de kritikpunkter, som han kommer med, siger han.

Han vil dog gerne skyde ind, at Den Gode Folkeskole endnu ikke er slået igennem, og at det først sker delvist i 2008 og fuldstændigt i 2013.

Han understreger desuden, at der er forskel på, hvilken linie eleverne kommer fra, og at det gør en forskel.

Baggrunden for at den dårlige kvalitet i folkeskolen skal blandt andet findes i den store lærermangel, der er i Grønland. Ifølge Sivso Dorph, så mangler der cirka en tredjedel af hele lærerstaben, så alt for mange lærere skal undervise i fag, de ikke er uddannet til.

- De er nødt til at undervise i mange fag, og ikke kun i deres liniefag, siger Sivso Dorph.

IMAK skal mødes med landsstyremedlemmet for uddannelse for at finde en løsning på problemet. Det sker, når Landstinget er færdig med forårssamlingen.