Iglookirke i flammer

08. november 2005 10:58

Den iglooformede katedral, St. jude’s, i Iqaluit i Nunavut stod natten til søndag i flammer. Ilden menes at være påsat.

Branden brød ud ved nitiden om aftenen og kunne ikke slukkes før klokken to om natten. Branden har ødelagt kunst og værdifulde kulturgenstande mens det meste af selve kirkens struktur er bevaret. Indenfor har branden forvoldt omfattende skader fra ild, røg og varme.

Katedralen har stor betydning for befolkningen i Iqaluit, for eksempel foregår 99 procent af begravelsesceremonierne i den igloformede katedral. Kirken er også kendt for sit meget oprindelige interiør, der blandt andet tæller en prædikestol formet som en slæde og en døbefond af fedtsten og et kors af narhvalstænder.

Hvor meget det kommer til at koste at sætte kirken i stand igen er endnu uklart.