IA: Transmitter landstingsdebatterne over nettet

04. maj 2005 07:56

Landstinget bør overveje at transmittere debatterne over internettet.

Det foreslog IA’s landstingsmedlem, Kuupik Kleist, tirsdag, da Landstinget drøftede situationen for den grønlandske presse.

Kuupik Kleist peger på, at KNR’s direkte dækning af landstingdebatterne er alt for tilfældig og lemfældig, fordi der kun er afsat et bestemt tidsrum til dækningen.

- Det er således ikke væsentligheden, men klokken, der bestemmer, hvad lytterne får at høre, mener landstingsmedlemmet.

Ved at bruge internettet til transmissionen, bliver debatterne dækket i sin fulde længde, og KNR kan desuden bruge den ledige sendetid til andre formål, foreslår Kuupik Kleist.

Landstingsmedlemmet mener desuden, at Landstinget bør overveje at få sit eget pressekontor for at sikre, at offentligheden får kendskab til debatterne og beslutningerne.