IA kritiserer forsinket forsigtighed

Hvor var forsigtigheden under finanslovsforhandlingerne? spørger Aqqaluaq B. Egede.
Aqqaluaq B. Egede Foto © : KNR
06. september 2015 14:30

Godt budskab, men for sent. Sådan lyder det fra IA's politiske ordfører til Atassut.

Meldingen kommer efter, at Atassuts Steen Lynge i den forgangne uge var ude, at kritiserer de høje forhåbninger til makrelfiskeriet, som altså ikke kom til at holde stik.

Fiskeriet er nu stoppet, og kun en tredjedel af de forventede makreller røg i nettet. Skidt nyt for finansloven, der budgetterede med indtægter på 81 millioner kroner fra makrelafgiften.

- Atassut mener derfor at større forsigtighed i fremtiden, vil skabe bedre slutresultater for finanslovene, lød det fra Steen Lynge.

 

Ingen indlæg

Hos oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit har Aqqaluaq B. Egede ikke meget tilovers for koalitionspartiet Atassuts pludselige forsigtighed.

Han nævner, at der i forbindelse med Inatsisartuts tredjebehandling af finansloven for 2015 ikke kom et eneste indlæg fra nogen af koalitionspartierne.

- Det er først nu - da vi nærmer os årets afslutning, at virkeligheden går op for Atassut. Det er først nu, at de maner til forsigtighed. Vi er selvfølgeligt glade for den udmelding - men den kommer alt for sent, lyder den harmdirrende kommentar fra Aqqaluaq B. Egede.

Læs også Steen Lynge ønsker realistisk finanslov

IA's politiske ordfører langer også ud efter Naalakkersuisut, som han i finanslovsforhandlingerne har oplevet som lukkede, uden vilje til dialog og magtfuldkommende.