Hver tredje isbjørn kan være væk i 2050

I 2050 kan bestanden af isbjørne være faldet med en tredjedel i takt med, at havisen forsvinder.
Foto © : Magnus Elander/Visit Greenland
08. december 2016 06:26

Det viser et nyt omfattende studie i det britiske tidsskrift Royal Society's Biology Letters.

I dag er der omkring 26.000 isbjørne, fordelt på 19 forskellige bestande. Men der er over 70 procents risiko for, at den samlede bestand går mindst 30 procent tilbage de næste 35 år, vurderer studiet.

En af forskernes beregninger viser at bestandene blandt andet kan falde i takt med at isen forsvinder.

Med en nuværende tendens for havisen vil man ifølge forskerne have de første helt isfri somre engang i 2030'erne.

Og sammen med data om bjørnebestandene kan det altså give et sandsynligt fald på en tredjedel af bestanden i løbet af 35 til 41 år, beregner forskerne.

- Isbjørne er det meste af livet afhængige af havisen, som de bruger som en flydende platform til jagten på sæler, konstaterer studiet.

Også kemikalier truer bjørnene i Arktis. Nedgang i visse bestande kan skyldes, at hannerne er blevet sterile.

I denne uge rapporterede US National Snow and Ice Data Center, at isdækket i oktober og november var det laveste, der nogensinde er registreret.

Årsagen er den globale opvarmning, som har hævet temperaturen i Arktis mere end to grader - eller dobbelt så meget som på resten af kloden.

For nylig oplyste meteorolog Martin Stendel fra DMI, at temperaturen omkring Nordpolen lå hele 20 grader over det typiske for november.