Hver tiende gymnasieelev falder fra

24. januar 2006 17:39

Da de Gymnasiale Uddannelser i Qaqortoq, Nuuk og Aasiaat startede skoleåret i efteråret var der næsten 600 elever.

Efter et halvt år viser statistikken nu, at cirka hver tiende elev allerede er faldet fra. Radioavisen har fundet frem til nogle bud på, hvorfor de unge dropper ud af studierne og om det overhovedet er et problem.

Da 587 forventningsfulde GU-elever havde første skoledag i august sidste år, vidste de nok ikke, at 74 af dem, ikke ville holde længere end et halvt år. Værst står det til i Aasiaat, hvor 34 elever droppede ud inden januar.

Rektor for den Sydgrønlandske Gymnasiale skole Gregers Ågård synes ikke, at det er problematisk at en del af de unge forlader deres uddannelse i utide.

- Man kan ikke sige, at eleverne er tabt, når de forlader skolen. Mange af dem kommer tilbage igen, vurderer han. En af de elever, som er vendt tilbage på skolebænken er Jonna Kleist, som stoppede i 1.G i 2000. For hende var det for stor en mundfuld at begynde i GU direkte efter folkeskolen, især fordi hun ikke havde bestemt sig helt for, hvad hun ville være. Men nu er hun i gang igen og går i 2.G. Hun vil nemlig gerne være en lærer på et gymnasium.

- Jeg føler, at jeg kan afslutte GU, at jeg kan, at det er det, jeg vil opnå.

Og du mener du er blevet mere voksen nu?

- Ja, det kan man godt sige.Siger Jonna Kleist.

Rektor Gregers Ågård oplyser, at der indenfor en vis årrække er kommet 20–30 elever tilbage til skolen og har gennemført GU i Qaqortoq.

I Aasiaat er forstander Halfdan Pedersen mere bekymret over frafaldet.

-Det er rigtig mange elever, det drejer sig om. Det er spild af penge, når eleverne forlader deres uddannelse, siger han.

-Vi skal tænke på, at en elev koster ca. 90.000 kr. for samfundet pr. år. De penge er spildt, når eleven forlader skolen, slutter forstanderen.