Uenighed: Hvem skal betale for behandling af forvaringsdømte?
Inatsisartut er under dette års efterårssamling i færd med at behandle et forslag om de forvaringsdømte, der i dag afsoner i Herstedvester fængsel i Danmark. Bliver forslaget vedtaget kan de forvaringsdømte søge om at blive overført til den nye anstalt i Nuuk, når den åbner i 2019.
Men i forbindelse med behandlingen af lovforslaget er de grønlandske og danske myndigheder blevet uenige. Spørgsmålet er, hvem der skal betale for behandlingen, hvis de forvaringsdømte bliver syge, når de sidder i anstalten i Nuuk.
Den danske regering mener, at det er op til det grønlandske sundhedsvæsen at stå for behandlingen, hvis foreksempel en forvaringsdømt brækker en arm eller skal have medicin.
LÆS OGSÅ Herstedvester-indsatte må selv vælge afsoningssted
Men Naalakkersuisut mener ikke at opgaven med at betale for behandling af forvaringsdømte blev hjemtaget, da resten af sundhedsvæsnet blev hjemtaget i 1992. Og derfor er der ikke afsat penge til det i landets sundhedsvæsen, skriver Departementet for Sundhed.
Naalakkersuisut venter nu på, at Justistministeriet svarer på påstanden om, at området ikke var med i hjemtagelsen af sundhedsområdet.
Justitsministeriet bekræfter overfor KNR, at der er drøftelser mellem Kriminalforsorgen og Naalakkersuisut, men undlader at komme med yderligere oplysninger.
LÆS OGSÅ Byggeriet af anstalten forsinket igen
Det er ikke lykkedes KNR at få oplyst - fra hverken grønlandsk eller dansk side - hvor store udgifterne er til behandling af forvaringsdømte.
Både fra Grønland og Danmark oplyses dog, at man forventer at have afklaret ansvaret for betaling af de forvaringsdømtes sundhedsudgifter inden anstalten i Nuuk tages i brug i 2019.