Hvalfanger tæt på at harpunere aktivister

15. januar 2006 12:45

Et sammenstød mellem en japansk trawler og en gruppe Greenpeace-aktivister var søndag tæt på at få en fatal udgang, da en hvalfanger affyrede en harpun henover aktivisternes gummibåd. Det skriver Ekstra Bladet.

Harpunen fløj tæt henover aktivisterne, og linen væltede efterfølgende en aktivist i det iskolde vand ved Antarktis. Aktivisterne fik dog hurtigt kollegaen ombord igen.

Episoden skete, da aktivisterne havde lagt sig mellem en hval og den japanske trawler.

Greenpeace har i flere uger ligget og kæmpet med de japanske hvalfangere for at ødelægge den årlige hvalfangst.

I sidste uge stødte aktivisternes gummibåd ind i den japanske trawler, og parterne har gentagne gange beskyldt hinanden for at søge konfrontationerne.