Hvad laver Arktisk Kommandos skibe i Grønland?

De militære opgaver i Grønland har gennem tiden omhandlet alt fra ekspeditioner, optegning af kort til fiskeriinspektion og isbrydning.
Nogle af opgaverne står Arktisk Kommando stadig for, men den officielle hovedopgave er i dag at sikre det militære forsvar af Grønland.
Det forklarer Peter Krogh, der de sidste fire år har været kommandørkaptajn på inspektionsskibet Vædderen.
- Men vi er ikke i krig eller konflikt i øjeblikket, så derfor har vi også tid til at løse andre opgaver end de rent militære, siger han.
Hvilke opgaver, som Arktisk Kommando har i Grønland i dag, dykker vi ned i nu.
For selvom det fortsat er et politisk ønske at fastholde Grønland og Arktis som et såkaldt lavspændingsområde, er det blevet en større udfordring – især efter krigen i Ukraine og senest Trumps ønske om at købe Grønland.
Lige nu forhandler naalakkersuisut med Danmark og Færøerne om at få kapitel to i en ny, stor forsvarsaftale på plads, der skal øge overvågningen og sikkerheden herhjemme.
Med der kommer også en ny flådeplan, som foreløbigt lover tre nye skibe, der skal erstatte Vædderen og de andre tre nuværende inspektionsskibe i Grønland.
5. juni varslede Vivian Motzfeldt (S) og den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at der de næste måneder vil blive oprustet herhjemme med øget tilstedeværelse fra Forsvaret.
Med ændringer, nyt isenkram og bedre skibe lige om hjørnet, er det derfor nærliggende at se på, hvad det er for nogle opgaver, som Arktis Kommando og deres skibe egentlig har i dag. For måske ændrer de sig.
Overvågning og suverænitetshævdelse
På Arktis Kommandos hjemmeside kan man læse, at der også tilbage i 1700-tallet var danske soldater til stede i Grønland.
En sergent og tolv soldater skulle dengang “beskytte kolonierne mod plyndring af udenlandske hvalfangere”, står der.
Meget er dog sket i verden siden dengang, og opgaverne har forandret sig.
I dag er overvågning og suverænitetshævdelse to kerneopgaver, som Arktisk Kommando fokuserer på under det, som kommandørkaptajn Peter Krogh kalder for “fredstid”:
- Vi sikrer os, at der ikke er nogen, som ikke må være her. Samtidig overvåger vi området ved at patruljere, bruge vores sensorer, helikoptere og andet, forklarer han og tilføjer:
- Her arbejder vi sammen med alle de andre skibe og fly, der er i området.
De andre inspektionsskibe, ud over Vædderen, hedder Thetis, Triton og Hvidbjørnen.
SAR-operationer
En anden stor del af arbejdet, når man er en del af besætningen på et af de fire inspektionsskibe i Grønland og Færøerne, er SAR-operationer (Search and Rescue-operationer).
SAR-tjenesten i Grønland ledes og organiseres af Grønlands Politi og Joint Rescue Coordination Centre (JRCC). JRCC hører under Arktisk Kommando.
Sammen står de for at redde nødstedte personer, skibe, havanlæg, som eksempelvis olieplatforme, og luftfartøjer i Grønland.

Til eftersøgninger og redninger bruger Arktisk Kommando ofte helikopter. Søværnet har haft en helikopter i Grønland siden 1962, og i 2016 kom den amerikanske Seahawk-helikopter til Grønland.
Med dén laver helikopterbesætningen såkaldte hoist-operationer, hvor personer i vandet eller på land, der har brug for hjælp, bliver hejst op i helikopteren og fløjet i sikkerhed.
Opgaver i forandring
Kommandørkaptajn Peter Krogh har været i søværnet i snart 40 år.
Ifølge ham er de militære opgaver, som Søværnet varetager i Grønland, de samme, som de altid har været.
- De er selvfølgelig blevet moderniseret, i og med at vi har fået nye systemer og teknologier, siger han.
Inden for det opgavefelt, der hedder ‘støtte til politi og andre statslige myndigheder’, har han dog lagt mærke til en forandring i takt med, at der er kommet flere turister til landet.
- Vi kan se, at der er en stigende tendens med turister – både på land og på krydstogtskibe – der har behov for assistance, fortæller kommandørkaptajn Peter Krogh.
Derudover har Forsvaret siden 2020 hjulpet naalakkersuisut med bekæmpelse af olieforurening.
- Så det er også en disciplin, vi træner, siger Peter Krogh.

Om politikernes ambitioner for et stærkere forsvar i Grønland vil medføre nye opgaver for besætningen om bord på flåden i Grønland, er svært at spå om.
Det vil Peter Krogh helst heller ikke rode sig ud i at spekulere i.
Han håber dog, at det ikke vil blive nødvendigt med flere militære opgaver.
- Det er jo meget vanskeligt at se, hvordan verden kommer til at udvikle sig. Jeg synes, man bliver overrasket gang på gang, så at være beredt, det er vel det bedste, man kan være. Og det er også det, vi prøver, siger han.