Hongkong: Demonstranter blokerer togstationer

De voldsomme sammenstød under massive protester i Hongkong er nu er gået ind i den 14. uge.
Aktionen mandag morgen lokal tid kommer efter en weekend, hvor myndigheder og tungt bevæbnet politi måtte bruge vandkanoner og tåregas mod demonstranter. Foto © : Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
02. september 2019 10:56

De massive folkelige protester i Hongkong er nu gået ind i deres 14. uge, og mandag morgen har flere hundreder sortklædte demonstranter blokeret flere togstationer i storbyen.

Det har ført til massive forsinkelser midt i den travle myldretid, skriver flere lokale medier ifølge DR.

Aktionen mandag morgen lokal tid kommer efter en weekend, hvor myndigheder og tungt bevæbnet politi måtte bruge vandkanoner og tåregas mod demonstranter.

Weekendens voldsomme sammenstød skete på baggrund af en række anholdelser af flere af de ledende skikkelser i den prodemokratiske bevægelse.

LÆS OGSÅ Demonstranter og politi kæmper i Hongkongs gader

Demonstrationerne, der begyndte for mere end fem måneder siden, startede som en protest mod en udleveringslov, der skulle gøre det muligt for storbyens indbyggere at blive udleveret til retsforfølgelse i Kina.

Det blev af mange set som et forsøg fra Kinas side på at øge kontrollen med byen, der nyder delvis uafhængighed med en mere demokratisk styreform og uafhængigt retssystem.

Selv om loven er blevet droppet af bystyret, så er millioner af indbyggere fortsat med at gå på gaden med krav om mere demokrati.

Derudover kræver flere, at storbyens Beijing-loyale regering går af.