Landsstyret har nu taget et skridt på vejen til at sælge sine aktier i bryggeriet Nuuk Imeq. På et møde i weekenden diskuterede politikerne, hvilken pris Landsstyret skal stile efter at få for aktierne. Det oplyser afdelingschef Anders Blaabjerg fra Bestyrelsessekretariatet i Hjemmestyret.
Planen om at sælge aktierne i Nuuk Imeq har været fremme siden efteråret 2003. På det tidspunkt søgte Hotel Godthåb-koncernen i Nuuk nemlig om at få lov til at oprette et mikrobryggeri.
Med beslutningen om at sælge aktierne ønsker Landsstyret at lade andre aktører komme til. Landsstyret ønsker med salget også at stå mere uafhængigt, når de skal behandle ansøgninger om fx import af fadøl og produktion af øl.
Afdelingschef Anders Blaabjerg håber på, at salget af Landsstyrets aktier i bryggeriet er en realitet inden for det næste halve år.
Aktierne bliver tilbudt de nuværende aktionærer, som er Nuuk Kommune og de to danske bryggerier Danish Interbrew og Carlsberg. Der er dog også kommet henvendelser fra andre mulige købere, oplyser Anders Blaabjerg.