Hjælpeorganisation åbner afdeling i Sisimiut

Dansk Folkehjælp udvider det frivillige arbejde i Grønland.
26. maj 2011 10:05

Organisationen har netop etableret en ny lokalforening i Sisimiut, og det bliver den anden efter Uummannaq-afdelingen, der blev oprettet i 2007.

Den nye lokalforening skal arbejde med de samme frivillige sociale aktiviteter, som organisationens øvrige afdelinger er engageret i. Især de udsatte børn vil der fra starten være fokus på, og det er målet, at der allerede i år kommer en gruppe børn og frivillige til Danmark på et 14 dage langt ferieophold.

Samtidig er Dansk Folkehjælp i Sisimiut indstillet på at etablere genbrugsbutikker, uddeling af julehjælp og andet relevant, socialt arbejde.

Formand for den nye forening er Dorthe Olsen Møller, der i det daglige er leder af familiecentret i Sisimiut.