HIV-positive har brug for samtale-terapi

01. december 2005 14:55

Den umiddelbare reaktion på at have fået diagnosen HIV-positiv er ofte en stærkt trang til at isolere sig. Vejen tilbage til det gode liv og accept af sin egen sygdom kan være samtale-terapi. Men det ved man stadig for lidt om i Grønland, mener Tom Semionsen, der er HIV-positiv på 16. år

- Heldigvis var jeg i Danmark, da jeg fik diagnosen, og hvor jeg blev indkaldt til psykolog og henvist til HIV-gruppen. Det har hjulpet mig meget. Men desværre ved man ikke så meget om samtale-terapi her i landet.

Lederen af det 1 år gamle værested for HIV-positive i Nuuk, sundhedsassitent Marlene Didriksen, er ikke glad for at høre Tom Semionsen sige, ”heldigvis var jeg i Danmark, da jeg fik diagnosen.”

- Jeg mener, at det er meget ærgerligt, hvis de HIV-positive skal rejse til Danmark på grund af deres sygdom. Der må være et samfundsmæssigt ansvar. Det er en grundene til, at jeg gerne vil arbejde for værestedet.

Værestedet i Nuuks Blok 6 har 1 års fødselsdag i dag. Der er åbent hver anden torsdag fra kl. 19 til ca. 21. Men noget tilløbsstykke blandt de måske hen ved 100 HIV-positive i hovedstaden er stedet ikke blevet endnu:

- Der kommer meget få, desværre. Det kan ikke passe, at der ikke er brug for værestedet. Det nægter jeg at tro på. Jeg har spekuleret over, hvorfor der ikke kommer flere. Måske er man bange for at møde de folk, der smittet én, siger Marlene Didriksen.

Hun tænker dog ikke på at lukke værestedet. Det ville være en falliterklæring, mener hun.