Historiske bygninger i Ilimanaq klar til at åbne

Efter tre års arbejde er den store danske fond Realdania færdig med restaureringen af to fredede bygninger i bygden Ilimanaq syd for Ilulissat. Det skriver avisen Sermitsiaq.
Foto © : Real Dania Byg/Jan Knudsen
Skrevet af Thomas Munk Veirum
09. juni 2017 19:48

Realdania købte bygningerne i 2014, og de har siden gennemgået en omfattende renovering, så de nu kan bruges til blandt andet formidlingscenter, restaurant og butik.

Husene er de to ældste bygninger i Ilimanaq, nemlig bestyrerboligen, Poul Egedes hus fra 1751 og købmandsbutikken fra 1778.

Ved siden af renoveringen har to andre partnere i projektet - Qaasuitsup Kommunia og turistselskabet World of Greenland - også medvirket til at styrke turismen i bygden

World of Greenland har opført 15 turisthytter og kommunen har forbedret blandt andet havnen og kloakering samt etableret et stisystem.

- Det er vores ønske, at erfaringerne fra partnerskabet kan fungere som et demonstrationsprojekt, hvorfra der kan hentes læring, viden og inspiration til det fremtidige arbejde, udvikle og levendegøre Grønlands enestående kulturarv, siger administrerende direktør i Realdania Peter Cederfeld til Sermitsiaq.

De to historiske bygninger, bestyrerboligen og købmandsbutikken, indvies den 15. juni.