Her skal hvalerne fanges

07. december 2005 10:46

Landsstyrets beslutning om hvid- og narhvalskvoter i går, rummer både en genfordeling af en ubrugt kvote og en udvidelse af den eksisterende kvote.

For narhvaler udvides kvoten med 50 til i alt 310 i 2005/2006 der fordeles med 5 hvaler til hver af kommunerne Kangaatsiaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq og 35 hvaler til Uummannaq. Udvidelsen skal ikke fratrækkes de godt 30 ekstra narhvaler som i forvejen er fanget ud over den eksisterende kvote. Disse hvaler trækkes fra kvoten for næste år, altså 2006/2007, oplyser direktør Amalie Jessen fra Direktoratet for fangst og fiskeri.

For hvidhvaler er der tale om en genfordeling, idet 92 hvaler af årets kvote, som ikke er fanget i Qaanaaq og Upernavik kommuner, fordeles til Uummannaq (10), Qeqertarsuaq (10), Ilulissat (40), Qasigiannguit og Aasiaat (begge 4), Kangaatsiaq (8), Sisimiut (10) og Maniitsoq (6).

De enkelte kommuner bestemmer selv hvilke jagtbeviskategorier hvidhvalskvoterne genfordeles til, mens narhvalskvoterne kun må tildeles personer med erhvervsjagtbevis.