Henriette Rasmussen bekymret for litteraturen

24. april 2005 17:48

Det er ikke kun forfatterforeningen og forlagene, der er bekymret for den grønlandske litteraturs fremtid. Landsstyremedlemmet for kultur, IA’eren Henriette Rasmussen slutter sig til koret af bekymrede røster.

Hun har selv tidligere været direktør for Atuakkiorfik, og ved godt, at grønlandsk litteratur har det svært for tiden.

- Den befinder sig på et underligt sted for øjeblikket, siger hun.

Og litteratur er vigtigt, fastslår hun. Blandt andet fordi den er kulturbærende.

- Men vi er så lille et sprogområde, at en bog aldrig vil blive kommercielt rentabel. Derfor er det vigtigt at Hjemmestyret støtter udgivelsen af bøger, siger hun.

Derfor er Henriette Rasmussen også betænkelig ved Hjemmestyrets salg af Atuakkiorfik, det forlag der før i tiden - med støtte - stod for at udgive de fleste grønlandsksprogede bøger.

For godt nok er det, som Landsstyremedlem for kultur, hendes ansvar at få forlaget solgt. Men selv stemte hun imod det i Landstinget, for hvis forlaget skal løbe rundt kommercielt, vil det ikke kunne betale sig at udgive de grønlandske bøger.

For øjeblikket forhandler hendes direktorat med firmaet Toornaq Consulting om køb af forlaget. Og hvis salget bliver gennemført, bliver det uden krav om at udgive et antal grønlandske bøger til gengæld for støtte.

- Men de kan søge om at få del i de 900.000 kr. Hjemmestyret har afsat til litteraturen, ligesom alle andre, siger Henriette Rasmussen.

De penge er nok til at støtte mellem tre og fem udgivelser, oplyser hun.

På spørgsmålet om, hvem der skal udgive de grønlandske bøger, når Atuakkiorfik bliver hundrede procent kommercielt, er Henriette Rasmussens svar kortfattet.

- Det står hen i det uvisse, siger hun.