Helikopter fortsætter i Uummannaq

04. januar 2006 11:53

En helikopter fra Air Greenland skal fortsat klare trafikken til bygder og byer i Uummannaq-området frem til udgangen af marts, indtil KNIs luftpudebåd er klar til at overtage opgaven.

KNI Pilersuisoq har måttet chartre Air Greenland som back-up indtil den nye luftpudebåd er sejlklar og bemandet. Det giver samtidig mulighed for at lave prøvesejladser i Uummannaq-området, samtidig med at passagererne betjenes med helikopter.

For at have tilstrækkelig kapacitet i de kommende tre måneder har Air Greenland i en periode måttet chartre to helikoptere hos Air Alpha til betjening af Disko-området, oplyser Christian Keldsen fra Air Greenlands charterafdeling.