Helene Broberg Berthelsen skal styre arbejdet med udsatte børn

Helene Broberg Berthelsen skal stå i spidsen for indsatser for udsatte børn og unge.
Helene Broberg Berthelsen kommer fra en stilling som direktør for børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Thomas Munk Veirum
14. oktober 2019 08:37

Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold skal have ny styrelseschef, og valget er faldet på Helene Broberg Berthelsen.

Det oplyser selvstyret.

Helene Broberg Berthelsen kommer fra en stilling som direktør for børn og skole i Kommuneqarfik Sermersooq.

I sit nye job som chef for styrelsen skal hun blandt andet være med til at gennemføre Naalakkersuisuts indsatser for at forebygge omsorgssvigt og styrke indsatsen overfor udsatte børn og unge.

- Helene Broberg Berthelsens store kendskab til det kommunale område er et meget stort plus for at sikre Naalakkersuisuts arbejde med at sikre positiv udvikling for vore kommende generationer, udtaler departementschef i departementet for sociale anliggender, Julie Præst Wilche.

Helene Broberg Berthelsen begynder 1. januar 2020.