Snart slut med afsoning i Danmark

Mandag blev de første sprængninger til det nye anstaltsbyggeri ved Niaqornannguit i Nuuk gennemført.
Foto © : Kriminalforsorgen i Grønland
18. august 2015 09:39

Sprængningen er et skridt til, at det snart er slut med at sende dømte grønlændere til forvaring på ubestemt til i anstalten ved Herstedvester i Danmark:

- Det er noget, man har ønsket sig i mere end 30 år. Derfor er det en stor dag, at vi nu tager første skridt til at gøre det til alvor. Nu kommer den lukkede anstalt, siger Annette Esdorf, centerdirektør for kriminalforsorgen i Danmark.

Dagen blev markeret ved overværelse af officielle repræsentanter fra Kriminalforsorgen i Danmark og Grønland.

Direktøren for kriminalforsorgen i Grønland lagde vægt på, at der nu bliver bygget for de kriminelle.

- Det her er et meget væsentligt fremskridt, at vi nu kan løse den opgave inden for landets egne grænser, siger Hans Jørgen Engbo.

Nemmere for politiet

- Som organisation har det en stor fordel med mindre transporttid. Vi har nogle indsatte og anholdte, som vi ikke skal transportere så langt. Og her tænker jeg på dem, der ikke længere skal til Herstedvester.

- Det kan vi klare med markant mindre transport i dag, og det bliver en fordel for politiet, siger politimester Bjørn Tegner Bay til KNR.

Læs også Første sprængning til ny anstalt i dag

Direktøren for kriminalforsorgen i Grønland siger, at de bygger for at skabe bedre forhold.

- De skal leve deres liv inden for murene, og det betyder, at vi er nødt til at tilrettelægge at bygge faciliteter, præmisser inde i anstalten, så man kan leve et naturligt liv med beskæftigelse, uddannelse, fritidsbeskæftigelse, kirkegang og alt, hvad der hører til et liv, siger Hans Jørgen Engbo.

Lukning af to ordninger

- Der kommer ikke nye grønlændere til Herstedvester. Af dem, der er der, vil der nok være nogle, der vælger at blive, men der kommer ikke flere til.

- Når vi åbner den nye anstalt i Nuuk om små tre år, så er det muligt at lukke den eksisterende anstalt, som er meget nedslidt, og som slet ikke kan leve op til de rammer, vi skaber i den ny anstalt, siger Annette Esdorf.

Naalakkersuisoq for justits, Mala Høy Kúko, mener, at dagen er noget speciel for Grønland.

- Det er glædeligt for de dømte, som er i Danmark, der nu får mulighed for at komme hjem til Grønland, siger Mala Høy Kúko.