Havis som i gamle dage

Der blev kørt hundeslæde på havisen i Diskobugten i gamle dage. Den fornøjelse har kun været en erindring i mange år - 2012 kan blive en undtagelse.
Skrevet af Noah Mølgaard
11. januar 2012 10:57

Havis i Diskobugten er årsag til at forsyningsskibe ikke længere sejler til bygder. Det er den omvendte verden i forhold til sidste år. Udbredelsen af havis var så lille sidste år, at Upernaviks nordligste bygd Kullorsuaq fik besøg af et forsyningsskib i juledagene 2010.

Nu bliver befolkningen i Diskobugten erindret om gamle dage, hvor området indefrys i flere måneder.

- Kun få gange de seneste 15 år har der været så meget is i Diskobugten så tidligt på sæsonen, som vi ser i år, siger isrådgiver Martin Nissen fra Istjenesten på DMI til dmi.dk.

Diskobugten er ikke helt frosset til endnu, men meget tyder på at det kan blive en historisk isvinter.

- I år kan det faktisk ske igen, hvis kulden fastholder sig greb om Grønland, siger Martin Nissen.

DMI har derfor intensiveret sin is-overvågning af Diskobugten, da isudbredelsen har stor betydning for fiskeriet og skibstrafikken.