Hash kan nemt købes på fem min. i Nuuk

09. januar 2005 17:44

Alle sejl er blevet sat ind på at komme hash kriminaliteten til livs i Grønland. Det fortæller politi og politikere igen og igen. Men holder det stik? Radioavisen satte sig for at finde ud af, hvor hurtigt man kan få fat i en hashklump i Nuuk.

Det første sted vi kigger, er der ikke meget held. Men inden for synsvidde, foran indgangen til bowlinghallen, står en flok, der virker lovende. Vi har nu ledt i tre minutter.

Radioavisens reporter nærmer sig flokken, der står helt åbenlyst og handler. Børn leger lige ved siden af, og folk kommer og går igennem flokken. Radioavisens reporter spørger hvad de sælger, og en handel kommer op at stå. Handlen resulterer på rekordtid i at penge og hash skifter hænder, fuldstændigt åbenlyst midt i Nuuk by.

Og så nemt er det. Radioavisens hundrede kroner er på fem minutter fra undersøgelsens start, omsat til en lille bitte brunlig klump. På den tid fik vi tre forskellige tilbud på det stof, som ifølge ordenshåndhævere og politikere skulle være en af samfundets hovedfjender.

Med til historien hører, at Radioavisen omgående afleverede det ulovlige stof hos de lokale politimyndigheder. De spærrede øjnene op, men undlod dog at sigte os. Kvitteringen bekræfter indleveringen af præcis 0,35 gram hash. På politistationen, der ligger 150 mtr fra indkøbsstedet, var de til gengæld ikke ivrige efter at kommentere vores lille uformelle undersøgelse.

Det ville politiinspektør Ole Bolvig Hansen, der leder den grønlandske politistyrke, til gengæld gerne.

- Der er et marked for det, og så længe der er det, kan man skaffe det. Man ville sikkert ligeså nemt kunne købe det i et antal andre grønlandske byer, siger han.

Politiinspektøren fastholder, at politiet gør sit arbejde godt nok, selvom der altså er åbenlys hashhandel i Nuuks bymidte.

- Man skal jo kigge på det både fra behandlersystemet og samfundssystemet i øvrigt. Politikerne skal jo træffe et valg og sige, at det her er altså et problem der skal gøres noget ved.

Politiinspektør Ole Bolvig Hansen siger ,at politiet prioriterer hashkriminalitet ganske højt. Hundetjenesten er blevet intensiveret, og der er blevet etableret en fast narkogruppe. Og så er der kontrol i politidistrikterne og i lufthavnen.

Indsatsen gav potte midt i december sidste år, da en mand blev stoppet på vej ud af Danmark med et kilo hash og billetter på sig til en mindre rundrejse i Grønland. Hvis han havde solgt det kilo for samme pris, som radioavisen gav i dag, havde han kunnet fylde sin kuffert med knap 300 000 kr.