Politiet beder om hjælp: Har du set denne mand?
Manden blev allerede efterlyst torsdag, efter en mand blev fundet død under isen i lystbådehavnen i Iggia-området i Nuuk.
Manden beskrives som følgende:
Mand af grønlandsk udseende, ca. 170 centimeter høj, spinkel af bygning, iført mørk farvet jakke, med rødt farvet indenfor og mørke overtræksbukser.
Vagtchef Jan Geisler fortæller, at politiet ikke kan oplyse, om manden er mistænkt i forbindelse med fundet af en død mand.
- Vi har efterlyst ham, fordi vi gerne vil vide, hvem han er, og vi vil gerne snakke med ham. Men jeg kan ikke oplyse, om han er mistænkt eller ej, så længe vi efterforsker sagen, siger han.
Politiet har indtil videre fået et par henvendelser om, hvem manden på billedet kan være, men altså ikke noget, der har ført politiet frem til manden endnu.
Borgere, som har set manden eller har relevante informationer i sagen, skal kontakte politiet på 701448.