Hans Holm, Hansinnguaq er død, 80 år gammel

En af de få tilbageværende radiofolk af den gamle skole, Hans Holm, er død lørdag den 28. februar, kort efter han var fyldt 80 år.
Skrevet af Lotte Holm
02. marts 2009 13:15

Hansinnguaq var født i Nuuk i 1929, og efter nogle år, bl.a. som timelærer i en af Nuuks skoler, begyndte han i 70’erne at lave radioudsendelser i KNR som freelancer, især oplæsningsserier. Hans blev fastansat i radioen i 1975, hvor han arbejdede i 22 år indtil han blev pensioneret i 1997.

Hans Holm lagde i sine radioudsendelser vægt på korrekt brug af det grønlandske sprog. Fra sine mange reportagerejser kortlagde han visse kyststrækninger ved at fremhæve lokale stednavne og lokaliteter.

Hans Holm var også aktiv inden for idræt, herunder også foreningsarbejde, og han var således i en årrække medlem af Grønlands Idræt Forbunds bestyrelse. Som idrætsudøver var han nok mest kendt som skihopper. Han var også en habil jæger. Hans Holm efterlader sin kone Karen, og sine 5 børn fra et tidligere ægteskab.