Hans Enoksen føler sig forfulgt

17. februar 2005 17:24

Siumuts formand fremlagde i dag sin beretning under partiets landsmøde i Sisimiut. Som ventet forsvarede Hans Enoksen den omstridte beslutning om at ophæve ensprissystemet.

Samtidig lagde partiformanden ikke skjul på at han har følt sig forfulgt gennem de seneste tre år.

Siden han kom til magten i 2001, har Hans Enoksen skulle kæmpe mod ”respektløse partimedlemmer” i Siumut. De forsøgte at vælte ham allerede året efter og lige siden har der været forsøg på at kuppe ham. For eksempel ved at blive ved med påstå at det først for alvor er gået galt for Siumut siden Hans Enoksen satte sig for enden af bordet.

- Det er uretfærdigt og det kan ende med at folk tror på det.

Sådan lød omkvædet i dag fra Hans Enoksen under den timelange formandsberetning. Ud fra 15 tætskrevne A fire sider forsøgte Siumuts leder at beskrive de gode resultater som han har opnået.

Han forsvarede ophævelsen af ensprissystemet. Det er på tide at vi lærer at betale hvad tingene koster mener partiformanden.

- Hvis Grønland skal have selvstyre vil der ikke være andre til at betale for os, derfor lad os vågne op og være sammen om at løfte opgaven, lød det opfordringen fra Hans Enoksen.